Sådan finder du dit drømmejob

Zoom ind på dit drømmejob

“Jeg søger højt og lavt,” hører jeg ofte fra jobsøgere, som bare så gerne vil i gang med et nyt job. Men måske er det ikke den bedste jobsøgningsstrategi.

“Find your heart in your career,” sagde en coach-træner til mig for et par år siden, da jeg overvejede, hvilken vej min karriere skulle gå. Hm … ja, men hvad var det egentlig mit hjerte bankede for. Jeg plejede at tænke i styrker og svagheder, eller styrker og udviklingspotentiale. Men hvad motiverede mig egentlig? Hvad fik mig af sted hver morgen og gav mig glæde og trivsel i hverdagen?

En simpel øvelse gav mig klarhed: det handlede om at finde fællesmængden mellem to kolonner:

  • mine styrker – det, jeg er rigtig god til

  • min motivation – det, jeg elsker at lave

Fællesmængden viser drømmejobbet – “heart work”: fordi der er forskel på et okay-job og et drømmejob.

Heart work

Er du klar på at finde fællesmængden mellem dine styrker og din motivation? Hvis ja, så tag et stykke papir og tegn en streg midt på. På den ene side lister du dine styrker og på den anden side det, som motiverer dig.

Styrkerne kan være både faglige og personlige. Kig på dig selv udefra. Hvad er du rigtig god til? Og hvad siger andre om dig? Hvis du ikke ved det, så udvælg 3-5 positive venner, tidligere kolleger eller en i din familie og bed dem om at fortælle dig, hvad du er god til. Og fortæl, at du sætter stor pris, at de svarer ærligt. Du kan f.eks. spørge:

  • Hvad var dit førstehåndsindtryk af mig?

  • Hvad giver jeg – viden/resultater/andet?

  • Hvad oplever du som mine styrker?

  • Hvornår synes du, at jeg gør det allerbedst?

  • Hvilke tre ord, synes du, beskriver mig bedst – fagligt og personligt?

Din motivation er det, som får dig til at handle mod et mål. Tænk over:

  • Hvornår var det virkelig sjovt i dine tidligere jobs? Hvad skete der lige der?

  • Hvad tiltrækker dig, når du helt selv kan vælge, hvad du vil lave?

  • Hvilke opgaver laver du altid først?

  • Hvordan forløber en dag på dit drømmejob?

  • Hvad læser du først i avisen, i magasinet, og hvad ser du helst på tv?

  • Hvilke praktiske forhold betyder noget for dig (beliggenhed, transport, løn, team etc)?

Kig nu på de to lister over for hinanden. Ser du et mønster, en rød tråd? Gemmer der sig et drømmejob og måske nye karrieremuligheder i fællesmængden mellem dine styrker og din motivation? Lige der, hvor styrker og motivation overlapper hinanden opstår “heart work.”

Hvem vil betale dig for at udføre dit drømmejob?

Sidste skridt er at finde ud af, hvem der vil betale for, at du udfører dit drømmejob. Hvem har et behov eller en udfordring, hvor du med dine styrker og din motivation kan tilbyde dem den gode løsning?

At se styrker og motivation over for hinanden kan også give ideer til, hvordan du beskriver dig selv i din næste ansøgning: hvad kan og vil du, hvorfor vil du det, og hvordan gør du det? Måske skal du gå efter en helt ny type job. Måske skal du fortsætte i samme spor, men sætte mere fokus på, hvordan du sikrer ”heart work” i dit næste job.

Og tænk “heart work” næste gang du scanner jobannoncer eller business-siderne i avisen. Eller tænk det ind i din korte elevatortale til næste netværksmøde.

Find mere inspiration til at finde your heart work i denne Ted Talk med Simon Sinek

 

Githa Rasmussen

Med +1.000 karriererådgivninger i bagagen sætter jeg en ære i, du går fra vores møder med en følelse af, at vi sammen skaber resultater, og at du skridt for skridt kommer tættere på dit næste mål.


Forrige
Forrige

Sådan får du superpower på LinkedIn

Næste
Næste

Personlighedstest – eksamen eller kilde til indsigt?