”34 talenter? Nej, så mange har jeg ikke,” udbrød Birgit resolut, da jeg fortalte om talentværktøjet Play Your Talent.

Men jo, det har Birgit, og det har alle vi andre også. At sætte fokus på såvel den samlede talentpakke som top- og bundtalenter åbner for rigtig gode dialoger om fx arbejdsglæde, trivsel, drømmejob og karriere med mening (for både kandidat og virksomhed).

Jeg er vild med talentværktøjet, fordi det bygger på, at vi alle er talentfulde. Også selvom vi aldrig blev udtaget til særlige talentprogrammer eller bliver hyldet som månedens talent.

Min tilgang er, at alle talenter er værdifulde. Og magien opstår, når vi bliver opmærksomme på, hvad vi er særligt gode til. Så bliver det så meget nemmere at finde sin plads i teamet, bringe værdi ind i MUS, finde det rette job, rykke videre til næste drømmejob osv.

Vi har alle de 34 talenter i en unik kombination og prioritering. Og bevidstheden om talenternes potentialer og udfordringer skaber grobund for bevidst at arbejde med din faglige og personlige udvikling.

En øjenåbner

For mig var det fx en øjenåbner, at jeg har talentet ”problemløser” i bunden. For jeg har ofte haft jobs, hvor jeg skulle løse eller fikse udfordringer her og nu. Det kan jeg godt og har øvet mig i mange år.

Men det dræner mig for energi ikke at kunne planlægge og prioritere, før jeg løser problemet. Bl.a. fordi jeg har talentet ”sammenhængssøgende” i toppen. Jeg vil nemlig gerne forstå det store billede, før jeg går i gang. Så kan jeg til gengæld kaste mig ud i komplekse opgaver med høj energi.

Derfor er min rette hylde et sted, hvor der er rum for at tænke sig om og udvikle, som også er et af mine toptalenter.

Brandslukning dagen lang bliver aldrig mit sweetspot. Kast derimod gerne en løs ide op i luften. Så vil jeg elske at tænke videre på den, undersøge muligheder og perspektiver og udvikle den, så vi kan rykke på den.

Talenter i fire kategorier

De 34 talenter er delt i fire kategorier, som skaber et ekstra perspektiv i dialogen:

·     tænkende talenter
·     fremaddrevne talenter
·     påvirkende talenter
·     relaterende talenter

Så der er talenter nok at tage af.

Inden længe ved Birgit også, at hun har 34 talenter, og hvordan de er fordelt.

Har du styr på, hvor dine særlige talenter ligger – du har jo 34 af dem?

Lyder det som noget for dig, så tag endelig fat i mig. I første omgang tilbyder jeg altid 15 minutters gratis afklaringssamtale, og har du mod på mere, kan vi jo drøfte, hvad det kunne være:

En talenttest, karriererådgivning eller måske bare et tip eller to, som du selv kan arbejde videre med.

 

Lyder det som noget for dig? Så tag fat i mig og husk, at jeg altid tilbyder 15 minutters gratis, uforpligtende afklaringssamtale.

 

PS: Har du lyst til at gå i dybden med Gallups arbejde med de 34 talenter, finder du mere info i denne rapport. 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie-indstillingerne på dette website er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge websites uden at ændre dine cookie-indstillinger, eller hvis du klikker "accepter" herunder, betragtes dette som din accept.

Luk