Sommerferie og tid til karrieretjek

sommerlæsning

 

Solskin eller ej. Sommeren er over os. For mange betyder det også en dejlig lang ferie. Og ofte er ferie lig med tid til at læse.

“Har du et par gode bøger, som jeg kan låne med på ferie?” spurgte min kollega. Min første tanke var: “Jo, det har jeg måske. Men hvad betyder en god bog for dig?” Vi fik os hurtigt sporet ind på den gode bog for hende, og jeg måtte hjem i bogreolen for at finde mine bud på sommerlæsning under parasollen.

Og da jeg så bogstakken, jeg havde fundet frem, slog det mig, at der var et tema, også i de skønlitterære bøger, jeg ville låne min kollega. De kredser om mennesker. Mennesker som udvikler sig, rammes af livet og bliver klogere på sig selv og verden.

Kilde til forundring

En arbejdsskade kunne man måske kalde det, når mit virke er karriererådgivning. Et felt, som blandt andet handler om at være den neutrale sparringspartner for mennesker, som har brug for vejledning, råd eller bare et frirum, hvor karriere, arbejdsliv og livet i det hele taget vendes og drejes.

For at være den skarpe sparringspartner er gode bøger min inspiration og indgang til ny viden, så jeg ikke gror fast i gamle overbevisninger og støvede råd. De er en evig kilde til forundring, nysgerrighed og nye perspektiver. Og karrierelitteratur kan også være rigtig god ferielæsning.

Måske venter din ferie lige om hjørnet?

Ofte er ferier nemlig lig med en længere pause væk fra hverdagens rutiner, travlhed og autopilot. Lige her dukker nye ideer op, ønsker om at ændre på gamle rutiner og måske behovet for at give karrieren et serviceeftersyn. Karriererådgiveren er nok ikke lige ved hånden. I stedet kan du måske lade dig inspirere af nogle af de bøger, som jeg har på hylderne.

Min top 10 – bøger om karriere

  1. Karriere – kunsten af flytte sig af Monika Janfelt
    Monika sætter spot på karrierekompetencer og transitioner – værktøjer til at forstå processerne i karriereudvikling
  2. Kunsten at skifte spor af Ulla Schade
    Slip autopiloten, grib udfordringen og brug dine styrker til at få et rigere arbejdsliv. Det er nogle af Ullas opfordringer krydret med konkrete cases og eksempler
  3. GPS til dit nye arbejdsliv af Jette Bülck og Line Dahl
    Jette og Line opfordrer til at finde frem til det, du arbejder for – dit karrierekald
  4. Hvad venter du egentlig på af Sofia Manning
    Sofia gennemgår trin for trin, hvordan du finder modet til at rykke på dine drømme
  5. Designing your life af Bill Burnett og Dave Evans
    Design thinking er ikke kun for designere. Bill og Dave har ladet sig inspirere af feltet og bruger værktøjer og perspektiver herfra til at inspirere dig til at tænke din karriere som en designproces
  6. Lev af Daisy Løvendahl
    Daisy er inspireret af eksistensfilosofi og positiv psykologi og giver både inputs til refleksion og konkrete værktøjer til at skabe et meningsfuldt liv i et travlt mix af karriere, familie, parforhold
  7. Slået hjem af Henrik Enegaard Skaanderup
    Henrik har givet sin bog undertitlen: En fortælling om a blive fyret og finde job igen. En rejse i både karriere og personlig udvikling, som kan inspirere, uanset om du er på vej i eller blot vil lure hans metoder af for at skifte job
  8. Din næste karriere af Stephen Bryant-Langer
    Med mange års erfaring som bl.a. headhunter deler Stephen ud af sine erfaringer og inspirerer til at udarbejde en personlig forretningsplan
  9. Stop op af Poul Joachim Stender
    Poul opfordrer til fjumreår for voksne og til at holde en pause en gang i mellem. Inspiration til travle mennesker, også dem på 50+.
  10. The networking book af Simone Lemming Andersen
    Mange job- og karriereskift sker via netværk, og i denne lille “how-to-guide” deler Simone ud af sine helt konkrete tips til at blive en stærkere netværker.

Bøgerne er tilgængelige på diverse online-boghandler som fx saxo.com og plusbog.dk. Nogle også som e-bøger og lydbøger. Og måske dit lokale bibliotek også kan finde dem på hylderne eller skaffe dem hjem.

Karriereskift eller bare en justering af kompasset

Find din favorit og benyt sommerpausen til at kigge din karriere efter i sømmene. Et serviceeftersyn, et skift til karrieresommerdæk, så du vender tilbage fra ferie med ny energi og klarhed: Er du på rette vej, eller skal du justere lidt i kompasset for at komme afsted på den rette karriererejse?

God læselyst og god sommer.

Sommerhilsen fra

Githa Rasmussen
Karriererådgiver

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

jobmål

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Tips og tricks til karriere og det gode arbejdsliv direkte i din indbakke.

 

Og få adgang til e-guiden: Nå dit jobmål - skridt for skridt

Tak for din tilmelding til nyhedsbrev fra Githa Rasmussen - Kommunikation og coaching

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie-indstillingerne på dette website er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge websites uden at ændre dine cookie-indstillinger, eller hvis du klikker "accepter" herunder, betragtes dette som din accept.

Luk